En del af et sundt pengekredsløb

Gaver - en af tre måder at bruge penge

Der findes grundlæggende tre måder, vi kan sætte penge i arbejde i den samfundsøkonomiske proces. Vi kan opfylde vores behov ved at købe varer eller tjenester. Vi kan udsætte vores behov og i mellemtiden overlade pengene til andre som lån eller investering. Eller vi kan helt afstå fra behovsdækning og forære pengene til andre.

Den tredje måde – gaverne – taler vi ikke så meget om. Nok minder velgørende organisationer os om, at der er brug for vores hjælp. Af og til omtales en særlig gestus, som en fond eller en virksomhed har gjort. Og der er naturligvis skatten. Gennem skatten stilles jo en del gavemidler til rådighed for mange ting. Men skatten er ofte ildeset. Stålsatte ideologer kæmper hårdt for, at fællesskabets midler skal være færre, så økonomiske beslutninger i så høj grad som muligt træffes individuelt – hvilket som konsekvens har, at fælles løsninger ikke er mulige. F.eks. på trafikproblemer.

Gaver giver det største afkast

Gaver forbindes med gode gerninger. Dem, der giver gaver, er i bedste fald generøse, i værste fald naive. At give penge væk er lidt dumt. Ikke nok med at selve gavebeløbet forsvinder. Det gør også alt det fremtidige afkast, der kunne komme fra det.

Men gaver er ikke almisser. Hæver vi os fra det personlige til det samfundsmæssige plan, har gaver en uhyre stor betydning. Gavepengene er faktisk de penge, der giver det allerstørste afkast – vel og mærke afkast, der kommer mange eller alle til gode.

Funktioner som forskning, uddannelse og kultur er helt afhængige af frie midler uden krav om tilbagebetaling. Hvis en forsker får mulighed for, helt frit, at tænke sig grundigt om i nogle år, er der en chance for, at der kommer rigtig meget ud af det. Måske endda en epokegørende opdagelse. Sådanne opdagelser er ofte ikke efterspurgt på forhånd. Hvis forskningens resultater på forhånd er defineret eller bestilt – sådan som det desværre er meget på mode for tiden - er resultatet for det meste mere magert, en form for finjustering af kendt viden.

Som samfund og som virksomheder står vi på skuldrene af dem, der var før os. Fortidens gavemidler har opbygget evner og viden, som vi i dag er helt afhængige af. Den proces gør os alle rigere, og den må fortsætte, hvis samfundet skal udvikle sig. Hvis vi definerer mere og mere som ”mit”, vil den fælles rigdom blive mindre. Man hører af og til en virksomhedsleder sige, at for ham er ”skat en omkostning som enhver anden”. Der er noget, han ikke har forstået!

Penge må kunne forsvinde meningsfuldt

Her kommer vi så til den anden side af gavegivningen – nemlig at kapitalen så at sige ”forsvinder” for giveren og ikke længere kan gøres til genstand for hverken forbrug eller udlån/investering. Også denne del af processen er nemlig vigtig. Ophobes der for meget overskud, f.eks. i en virksomhed – og dette samtidig sker i mange andre virksomheder – bliver det nemlig sværere og sværere at finde meningsfulde investeringer at sætte pengene i. Det øger risikoen for bobler i den finansielle økonomi og kaotiske følger for samfundet, når boblerne brister og store pengemængder forsvinder, uden at nogen får glæde af det.

Hvis vi som samfund kan komme dertil, at det bliver mere naturligt at give en del af sit overskud væk som privat borger eller som virksomhed, vil vi faktisk opnå flere ting. Vi bliver bedre rustede til fremtiden. Tænk hvad der kunne opstå af muligheder, hvis vi forskede mere i de store problemstillinger, verden står overfor, og hvor der ikke lige står et købedygtigt marked og venter kun kort vej længere fremme? Vi styrker også det fælles niveau i samfundet, vi som individer er så afhængige af. En mere realistisk og nøgtern sans for fordeling mellem individ og fællesskab vil kunne vokse frem. Samtidig bliver vi mindre eksponerede for bobler i økonomien og bliver mere realistiske i forhold til at kunne se, hvad der reelt skaber værdi.