Pædagogisk praktisk permakultur
Hvorfor sidde inde, når alt håb er ude?
"Vi skal skabe rammer, hvor alle er en del af fællesskabet og vokser ved deres deltagelse heri, fremfor at lade hinandens særpræg være begrænsninger". Christian Lykou har i en del år arbejdet med en permakulturel skolehave. Tankegangen fra permakulturen har fået ham til at tænke pædagogik på en helt ny måde, og det er der blevet en bog ud af.
I det permakulturelle system er alt forbundet og man tænker i helheder. Enhver organisme har sin plads, og lever af noget og efterlader noget, som andre kan leve af. Solen tilfører hele systemet energi, og intet går til spilde. Permakulturens tre overordnede målsætninger lyder: Omsorg for jorden, omsorg for mennesket, fair fordeling.
Efterhånden som Christian Lykou og hans medforfatter Carmen Holmstrup, som også er underviser mm., blev bekendt med permakulturens tanker, begyndte de at se paralleller til pædagogikken. Sideløbende udviklede Christian Lykou pædagogikken i praksis i skolehaven, Lourup Skovhave.
I forvejen er det velkendt, at skolehaver i de rigtige hænder kan blive til undervisning i næsten alt. Det kan blive undervisning på en anderledes måde. Elever, som ellers kan have det lidt svært på en skolebænk, kan folde sig ud under åben himmel og med værktøj i hænderne. Men det er bare ikke så ofte, at skolehavernes muligheder foldes helt ud. I Gørding Skole – en helt almindelig folkeskole, hvor Christian Lykou arbejder – har de kunnet se perspektiverne, og givet rigtig gode betingelser. Merkur Fonden har tidligere givet støtte til etablering af haven og den åbne facebookside om den (Lourup Skovhave) følges af mange.
Klasse efter klasse har været med til at etablere haven og udfolde deres mangfoldige talenter i den.
De mange pædagogiske ideer har taget form og er blevet til bogen ”Pædagogisk Praktisk Permakultur”. Bogen skal vise, hvordan skolehaver og permakultur kan bruges i en inspirerende, inkluderende, fællesskabsorienteret pædagogik.
Merkur Fonden bidrog med støtte til trykningen for at hjælpe bogen til udbredelse i skolekredse. Det er virkelig vigtigt, at børn ikke kun møder bøger og computere, men også får næret nysgerrighed, krop, sanser og fællesskab i undervisning, der lærer dem omsorg for vores fælles jord.