En skole, der giver håb

Sanduko

Foreningen Sanduko understøtter Mbagathi-skolen i Kenya, en Steiner-skole for udsatte og fattige børn. Her næres børnenes krop og sind og skaber håb om en bedre fremtid. Med Merkur Fondens hjælp samles en værdifuld støtte til skolen år efter år.

Alt kan vokse under nænsom pleje. Foto: Sanduko

At fattige børn kommer i skole i Kenya er ingen selvfølgelighed. At de tilmed får lov at nyde godt af Steiner-pædagogiske ideer, kan blive en vigtig inspirationskilde for den offentlige skole i Kenya, der i vidt omfang stadig bygger på en britisk tradition fra kolonitiden. Foreningen Sanduko understøtter Mbagathi-skolen i nærheden af Nairobi. Her går ca. 350 børn, både dagelever og kostelever. Skolen driver også et biodynamisk landbrug til forsyning af skolens køkken – en krumtap for driften af skolen, da den forsyner både dag- og kostelever med en sund og tilstrækkelig kost. Det er ikke hverdag, hvor børnene kommer fra. De kommer fra de mest udsatte familier, visse børn har knap familie. Mange kan ikke spise sig mætte hver dag, og en del kommer tilbage efter ferier med tydelige tegn på mistrivsel og underernæring, somme tider endda på misbrug og overgreb. Skolen er en tryg havn. Den giver ikke blot børnene en bedre skolegang end mange andre børn får, men giver dem også selvtillid, som de kan møde verden med, når de forlader skolen.

Mbagathi-skolen uddanner også lærere fra andre afrikanske lande, som efter uddannelsen bringer inspirationen hjem – altid med det socialt baserede arbejde for børnene i centrum. Som et spejl af dette indgår også Sanduko i Danmark i et internationalt netværk af organisationer, som støtter disse skoler i Afrika og andre udviklingslande.

Merkur Fonden har indsamlet penge til Sandukos arbejde siden fondens etablering.