USÆDVANLIG OPERA

Tryllefløjten i Levefællesskabet Hertha

Opera opføres af professionelle og i fine teatre – for det meste. Men det kan også være udviklingshæmmede og såkaldt normale, der sammen skaber en helt særlig oplevelse. Med støtte fra Merkur Fonden opførte Hertha Tryllefløjten.

Fra forestillingen Tryllefløjten. Foto: Niels Jørgen Berg

Levefællesskabet Hertha bygger på ideen om ”omvendt integration”. Det er et fællesskab, hvor der bor ca. 30 voksne udviklingshæmmede i bofællesskaber og ca. 120 voksne, der aktivt har valgt at bo der i egne lejligheder og huse. Udover aktiviteter i værksteder, gartneri, mejeri med mere er der en række kulturelle aktiviteter, årstidsfester mm.

Det betyder meget for de udviklingshæmmede at opleve kunst, både som udøvende og som tilskuere. Hvert år opføres der et nyt stykke i Hertha. I 2018 gav Merkur Fonden et bidrag til at gennemføre årets forestilling:  den sidste akt af Mozarts Tryllefløjten, som blev opført af beboere fra Hertha, både ”normale” og udviklingshæmmede. Det er en stor indsats, der bliver ydet af alle, og resultatet er bevægende og opløftende for medvirkende som for tilskuere.